
Kim Larsen & Kjukken: En Lille Pose Støj – Live (EMI)
Det var et mærkeligt endsige mærkværdigt tidspunkt at skulle høre Kim Larsen på. Mens Roskilde Festival 2006 varmede op til natten over dem alle, lørdagens brag med internationale topnavne, befandt jeg mig i en hyrevogn på vej til Helsingør.
Men af sted måtte man jo, thi i et pakket telt med plads til 5-6.000 mennesker ventede Danmarks største rocknavn gennem de seneste fire årtier. Gavflaben over dem alle.
Lidt mere end det
Kim Larsen var i sit luneste lune den lørdag. Helt okay. På det interimistiske backstage-område, hvor vagterne længe var travlt optaget af en kvartfinale ved VM-slutrunden, luskede han rundt med en høkerbajer i næven.
Sad lidt på taget af Kjukkens bandbus, droppede en bemærkning og et håndtryk hist og her. Distance-skålede med de tidligt ankomne fans. Han glædede sig vist, uden dog at være tynget af forventninger. Det ville en mindre erfaren kunstner sandsynligvis have været, for Kim Larsen var på vej ind til karrierens vel sagtens mest ambitiøse live-optagelse.
Det er den, der noget så beskedent er blevet til En Lille Pose Støj . En koncert optaget over to dage, der skulle kunne leve op til Gasolin s Live Sådan anno 1976, ligefrem.
Langt fra juletamtam et
Som en labert sammenstykket triplepakke med koncertdvd – inklusive lidt backstage-hygge fra værtshuset m.m. – og to cd er kommer den i hvert fald til at gøre sig glimragende i julesalget, selvom selve produktet emmer af alt andet end pakkekalender, kanelkager og frossen morgenånde.
En Lille Pose Støj indfanger således den sommer, som favnede så misundelsesværdigt mildt og lyst for snart halvandet år siden.
Man kan på det nærmeste smage de underlige aftenlufte og høre fadølshanerne klukke bagest, mens Larsen på Midt Om Natten langer ud efter regeringens normalisering af Christiania, og hans stramt sammenspillede orkester groover over Gør Mig Lykkelig . I øvrigt åbner folkefesten med det nyskrevne titelnummer, der er en fiks lille sag.
En af de få mangler i perlerækken er Langebro , der af usagte årsager ikke havde fundet plads på sætlisten. Til gengæld skortede det ikke på andre Gas -klassikere – selv fjantede Fi-Fi-Dong kiggede forbi.
Myten støjer stærkere
Som solen daler over Helsingør, og den indendørs temperatur stiger, forvandler teltet sig til en varmluftsballon, hvor pløkkerne vrider sig på den græsbeklædte kaj i det nordsjællandske. Kim Larsen-fansene synger næsten helt til Roskilde – og de er vældig meget mere ustyrlige, hvorfor vagterne skammeligt nok får andet end fodbold at tænke på. Men det er småting.
Da den 25. og sidste sang, Der Bliver Stille I Verden ebber ud i en rødt gryende julinat, ånder melodierne videre. Det samme gør myten om Kim Larsen, der med En Lille Pose Støj nok skal tage til. Som den har for vane for hver evig eneste udgivelse.