Han er kendt for sit gode humør, sit brede smil og sine løse håndled. Derfor ville Ole Henriksen være perfekt til TV2's store underholdningsflagskib "Vild med dans".
Men Henriksen har travlt med salget af sine eftertragtede hudplejeprodukter, og han kunne derfor ikke deltage i programmet, der tager endnu en sving om til efteråret.
"Jeg ville så gerne, da jeg blev kontaktet. Men det kræver simpelthen for meget tidsmæssigt. Selv om jeg er helt vild med at danse, må min forretning komme først. Godt nok er jeg frontfigur, men jeg er også chefen," siger Ole Henriksen til Se og Hør.
Afslaget nager dog cremekongen, som elsker at svinge hofterne, når muligheden byder sig.
"Vild med dans" er et fantastisk program. Jeg danser hele tiden og hører altid vild musik. Forleden var jeg og Lawrence til en fest. Vi var de eneste to, der dansede hele natten", fortæller Ole Henriksen.
Den kendte danskamerikaner har tidligere ageret humørspreder på TV2 i programmet "Ole Henriksens Hollywood", men denne gang måtte han altså melde fra.