En patient er mistænkt for at være smittet med det sars-lignende virus corona. Manden har opholdt sig i områder, hvor der lige nu er risiko for smitten.
- Vi fik mistanke om det i går. En patient havde været i et relevant område i Mellemøsten, og så er han kommet hjem med feber i et tidsrum, så det godt kunne passe med sars.
Det fortæller Jens Ole Nielsen, ledende overlæge på Afdeling for Infektionsmedicin på Hvidovre Hospital til TV2/Lorry.
Derfor tager man ingen chancer på Hvidovre Hospital og har indlagt patienten i højrisiko-isolation, mens Statens Serum Institut tester prøver for coronavirus. Der ventes svar senere onsdag.
På Hvidovre Hospital har man helt særlige isolationsstuer til patienter, der er under observation for epidemiske sygdomme.
- Vi er i stand til at isolere patienten, så patientens bakterier eller virus ikke kommer i kontakt med personale eller medpatienter, så man kan sikre, at smitten ikke bliver spredt, siger Jens Ole Nielsen.
Hvor alvorlig smitten er, hvis det er sars, oplevede man i Toronto i Canada, sidst der var et udbrud her.
- Man fik et enkelt tilfælde med sars på et hospital i Toronto. Det smittede til personale og medpatienter, og der var adskillige dødsfald. Det lagde faktisk hele sygehusvæsnet ned i et stykke tid.
- Der blev man opmærksom på, at det moderne sygehusvæsen ikke rigtig tog højde for de her voldsomt smitsomme sygdomme", fortæller Jens Ole Nielsen til TV2/Lorry.