I Helmand-provinsen, hvor de danske soldater holder til i Afghanistan, har en vejsidebombe kostet 15 liv.
Bomben gik af, da en pick-up-vogn kørte over den. I bilen sad kun civile, som var på vej til et marked, oplyser BBC.
De lokale myndigheder regner med, at vejsidebomben var tiltænkt de Nato-soldater, som patruljerer i området ved landsbyen Khan Neshin.
Der er desuden rapporteret om kraftige eksplosioner i området omkring Kandahar.
Den sydlige Helmand-provins er en af de mest uroplagede og voldelige regioner i Afghanistan, hvor der udspiller sig mange kampe mellem Taleban og de Nato-allierede.
Kilde: BBC