Den amerikanske pop-sangerinde Christina Aguilera er tre måneder henne. Det har venner af pop-fænomenet afsløret til udenlandske aviser.
Det er dog ikke første gang, at aviserne proklamerer at sangerinden er gravid, men denne gang skulle den være god nok.
Det fortæller New York Post, som har fået det fortalt af venner tæt på parret.
»Rygterne om hende er helt sikkert sande,« fortæller en ven således til avisen.
»Hun har allerede fortalt vennerne om det, så hun må være tre måneder henne.«
Den britiske avis The Sun mener også at vide, at sangerinden er gravid.
For de påstår, at Christina opdagede graviditeten få dage før gemalen, Jordan Bratmans, 30 års fødselsdag 4. juni. Da skulle hun have været ni uger henne.
En ven fortæller om episoden til The Sun:
»Jordan blev overlykkelig. Han fortalte, at det var den bedste fødselsdagsgave, han kunne få.«
Christina og Jordan blev tidligere denne måned set forlade Maternal Fetal Medicine Association i New York. Det er en klinik som skulle være blandt de førende indenfor ultralyd og højrisiko-graviditeter.