En 15-årig dreng fik en lang næse, da han søgte en stilling i en chokoladebutik. For selvom butikken annoncerede på et skilt i vinduet, at de søgte personale i alderen 15-16 år, så blev drengen afvist med det samme. Årsagen var, at han havde det forkerte køn. Arbejdsgiveren ville nemlig kun ansætte piger, skriver Fagbladet 3F.
Sagen endte i Ligebehandlingsnævnet, som afgjorde, at butikken havde forskelsbehandlet på grund af køn. Det erkendte arbejdsgiveren, som nu skal betale drengen 12.500 kroner i godtgørelse.
Over for Ligebehandlingsnævnet anerkendte Arbejdsgiveren, at han havde brudt loven og sagde, at han "vil drage omsorg for at det ikke sker igen".
Det var drengens far, der klagede til Ligebehandlingsnævnet på vegne af sønnen. Ifølge faren var det anden gang, at hans søn ikke fik lov til at søge et job på grund af sit køn.
- Det kan ikke være rigtigt i et moderne samfund som vores, at en ung dreng ikke kan komme i betragtning til et job, alene fordi han er en dreng, sagde faren til Ligebehandlingsnævnet.
Sagen er anonymiseret, og det har indtil videre ikke været muligt for Fagbladet 3F at få oplyst person-, butiks- eller stednavne.