Chelsea holdt liv i håbet om at slutte i top-4 i Premier League, da klubben lørdag på hjemmebane besejrede Crystal Palace med 2-1.
Dermed nåede Chelsea på femtepladsen op på 56 point for 30 kampe.
Tottenham på fjerdepladsen har to point mere for en kamp færre.
De fire øverste i Premier League er sikker på en plads i gruppespillet i Champions League i næste sæson.
Med 60 point til Liverpool for 30 kampe på tredjepladsen er der i øjeblikket hård kamp mellem primært Liverpool, Tottenham og Chelsea om tredje- og fjerdepladsen.
Chelsea skulle lige i gang, men så var der også hjælp at hente fra bundholdet.
Efter 25 minutter trak Willian ind i banen, og uden for feltet afsluttede brasilianeren fladt.
Palace-keeper Wayne Hennessey så skidt ud i situationen, og bolden strøg i mål til 1-0-føring.
Syv minutter senere var der mere hjælp, da gæsterne scorede et selvmål.
Efter hurtigt Chelsea-spil afsluttede Davide Zappacosta, og Martin Kelly ville cleare situationen for Palace. Uheldigvis fik han sparket bolden ind på Hennessey, og den strøg i mål.
I begyndelsen af anden halvleg afsluttede den norske Palace-angriber, Alexander Sørloth, på stolpen, og nordmanden havde også bolden i nettet i slutfasen, men scoringen blev annulleret.
I mål kom bolden dog for gæsterne, da Patrick van Aanholt fik lov at reducere i sidste minut.
Optakten var måske ikke prangende, men Chelsea kan dog i den kommende uge rejse til Barcelona med lidt selvtillid i bagagen.
Her gælder det returopgøret i ottendedelsfinalen i Champions League, efter at det første opgør i London endte 1-1.
Nederlaget gjorde ikke situationen bedre for Roy Hodgsons tropper, som forblev på tredjesidstepladsen med 27 point ligesom Stoke lige under stregen.
/ritzau/