Langt de fleste danskere kan roligt booke ferien, når pengepungen tillader det.
De danske arbejdsgivere er nemlig yderst venligt stemte over for, at de ansatte holder ferie uden for skolernes ferie.
Det viser en undersøgelse, som rederiet DFDS Seaways har foretaget blandt 2.806 danskere.
Ni ud af ti danskere (93 procent) svarer, at deres arbejdsplads er fleksibel i forhold til ferien.
Udover praktiske fordele og store besparelser på rejseudgifterne for
medarbejderne, så kommer de sporadiske ferier nemlig også arbejdsgiverne til gode.
"De fleste virksomheder har en interesse i, at ferieafviklingen er så fleksibel som muligt, så den passer til deres produktion, hvis de for eksempel skal have afsat til udlandet," siger ansættelseschef Flemming Dreesen fra Dansk Arbejdsgiverforening til Newspaq.
Medarbejderne får nemlig koblet af og ladt batterierne op, når de reelt har brug for det.
Mens virksomhederne får mere produktive medarbejdere af de fleksible ferievilkår, får danskerne mulighed for at spare penge på feriebudgettet.
"Jeg tror, at virksomhederne lægger sig meget i selen for at få tilfredse medarbejdere. Og det gælder også i forhold til, hvornår man kan lægge sin ferie," siger Flemming Dreesen.
77 procent af danskerne tænker over, hvilke uger på året det er billigst at rejse, når de skal planlægge deres ferier, og ofte er der mange penge at spare ved at rejse uden for skolernes ferier.
Den 1. maj trådte en ny ferielov i kraft. Den betyder blandt andet, at alle lønmodtagere i udgangspunktet får ret til at overføre ubrugte feriedage til det næste ferieår.
Reglen gælder for både ansatte på overenskomst og uden for overenskomst.
Hvis det er aftalt i overenskomsten, at man ikke kan overføre ferie, så gælder den aftale.