"Jeg skal koncentrere mine kræfter"
Det siger Caroline Wozniacki, der nu dropper double-kampene til fordel for hendes single-karriere
Målet er, at hun kan slutte året som verdens bedste. Det siger hun til B.T.
"Man kommer ikke til at se mig spille mere double i denne sæson. I de sidste tre turneringer, jeg deltager i inden vinterpausen, koncentrerer jeg mig udelukkende om single," siger hun til avisen.
Hendes mål er at få så mange point i WTA-turneringer i Japan og Kina som muligt. Og så vil hun knokle for sæsonfinalen i Qatar.
På den måde vil hun - forhåbentlig - kunne overtage førstepladsen fra amerikanske Serena Williams.
"Jeg håber, jeg kan levere nogle gode resultater, så jeg kan ligge nummer et i verden, når året er omme. Det er i hvert fald drømmen," siger den 20-årige dansker til avisen.