Til trods for høj byggeaktivitet og rigeligt med arbejde til tømrere, murere og snedkere, lukker et stigende antal virksomheder i bygge- og anlægsbranchen ned.
150 byggevirksomheder gik således konkurs i maj, skriver DR.
Det er et overraskende højt antal, mener analysechef i Dansk Byggeri Andreas Fernstrøm.
- Når det i bund og grund går godt i branchen, er det paradoksalt, at der er så mange konkurser.
- I lange perioder har det normale ligget på mellem 200 og 400 konkurser om året. Nu er vi oppe og tale om over 800 konkurser årligt, siger han til DR.
Siden Danmarks Statistik begyndte at føre regnskab på området, er antallet for maj det næsthøjeste, der er målt på en enkelt måned.
Det høje antal skyldes ifølge Andreas Fernstrøm, at der er kamp om opgaverne på markedet i Danmark.
Firmaer fra udlandet bliver mere nærværende, og mindre danske virksomheder kan have svært ved at få det til at hænge sammen økonomisk.
- Mange virksomheder kører på marginalerne, og det er et hårdt game, hvis man ikke har en egenkapital at tære på eller en fast kundekreds, hvor opgaverne kan komme fra, siger han.
Ifølge Svend Røge, der er projektleder hos Early Warning Danmark, der rådgiver virksomheder, der er i krise, er nye firmaer særligt udsatte.
- De kan hurtigt komme til at tage munden for fuld eller begå nogle fodfejl, som kan være katastrofale, hvis de er svagt kapitaliserede fra start af, siger han.
Konkurserne i maj løfter det totale antal for 2018 op på 383. Det er ifølge DR 26 procent flere end i samme periode sidste år.
Andreas Fernstrøms forventninger er, at tendensen fortsætter frem mod 2019.
/ritzau/