Fældningsarbejdet i Østerild Klitplantage er nu slut, og de store fældningsmaskiner er afløst af lastvogne med kraner.
De sidste store træer i det 12 hektar store område blev nedlagt med håndkraft sidst på dagen i går, og nu er oprydningsarbejdet i gang.
"Skovarbejderne er færdige med at fælde de 12 hektarer, som skal fældes i denne omgang. Det, der mangler, er at køre de bedste stammer på savværk, mens resten skal hugges til flis. Det er de i fuld gang med her til formiddag, så vi er færdige senest klokken 18," siger Kurt Steenfeldt fra Midt- og Vestjyllands Politi.
De stammer, som bliver kørt på savværk, vil senere blive solgt som tømmer. Interesserede kunder vil kunne købe det gennem Naturstyrelsen Thys hjemmeside.
Det resterende træ, der blot bliver hugget til flis, vil varme thyboerne til vinter, hvor det brændes af på varmeværkerne i området.
De næste, som rykker ind i området, er medarbejdere fra det lokale museum, der skal i gang med at lede efter potteskår og andre historiske efterladenskaber.
Herefter skal vindmøllevirksomhederne, som skal bruge området til testcenter, i gang med deres byggeri.
Politiet oplyser, at de aktivister, som tidligere har skabt problemer, har holdt sig i ro i dag.
Næste etape af fældningen skal ske mellem 1. august og 15. september. Her vil 17 hektar skov blive fældet.