Til trods for afsløring af lønsnyd og brud på overenskomsten for knap 2,2 millioner kroner samt krav fra SKAT på 1,2 millioner kroner mod gartneriets storleverandør af arbejdskraft, har butikskæderne Coop Danmark og Dansk Supermarked fortsat fuld tillid til deres leverandør Alfred Pedersen & Søn. Det skriver Fagbladet 3F.
Dermed kan Danmarks største tomatproducent blive ved med at sælge de kendte tomater Katrine og Alfred hos blandt andet Bilka, Føtex, SuperBrugsen og Irma.
Hos Coop Danmark siger informationsdirektør Jens Juul Nielsen:
- Når en af Coops leverandører udsættes for kritik, er det afgørende for os, at leverandøren svarer på den - og i de tilfælde, hvor der er begået fejl, går ind og retter dem. Det har Alfred Pedersen & Søn gjort i den aktuelle sag - lige som de har gjort det i de tidligere tilfælde, der har været. Derfor har sagen ikke ændret vores holdning til virksomheden, som vi har handlet med gennem to generationer. Det er en virksomhed, vi har tillid til.
Hos Dansk Supermarked oplyser indkøbschef Peter Løth, at man på baggrund af Fagbladet 3F's artikler har bedt Alfred Pedersen & Søn om en redegørelse, og at butikskæden er tilfreds med gartneriets svar.
- Vi har fortsat fuld tillid til Alfred Pedersen & Søn som producent og leverandør, så sagen får ingen umiddelbare konsekvenser for samarbejdet med virksomheden, siger han til Fagbladet 3F.
Ejer og direktør hos Alfred Pedersen & Søn, Mads Pedersen, har ikke reageret på Fagbladet 3F's gentagne henvendelser på telefon og mail.