De strejkende buschauffører i København har på morgenens faglige møde besluttet at sætte sig bag rattet igen i morgen. Men de københavnske passagerer må belave sig på endnu en dag uden kørsel på 15 buslinjer, der udgår fra anlægget i Ryvang på Østerbro.
Næstformand i Trafikfunktionærernes Fagforening Karin Kofoed siger til P4 København, at beslutningen om at genoptage arbejdet hænger sammen med, at der ser ud til at være sat en positiv udvikling i gang.
"Arrivas direktør, Johnny Hansen, har oplyst, at han har indbudt toppen fra FOA og toppen fra 3F til et møde på hans kontor, der finder sted allerede i morgen," oplyser Karin Kofoed.
De 700 chauffører indledte arbejdskampen, fordi deres arbejdsgiver, transportselskabet Arriva, havde opsagt overenskomsten med FOA, og det fik tirsdag FOA til at indbringe Arriva for Arbejdsretten.
Strejken omfatter buslinierne: 3A, 4A, 6A, 14, 15, 18, 20E, 29, 40, 66, 150S, 173E, 176, 185, 354, samt natbuslinjerne 82N, 94N og 95N.