- Det er krænkende, man skal tænke over, hvad man indtager af væske, fordi man ikke har mulighed for at komme på toilettet.
Det var en af flere ting, som Susan Martini fik påpeget, da 3F i Odense havde indbudt politikere og bestyrelsesmedlemmer i trafikselskabet Fynbus til et såkaldt lyttemøde, skriver Fyens Stiftstidende.
Susan Martini sagde videre, at der landet over er chauffører, "som knækker sammen på stribe".
- Folk får blodpropper på grund af stress. Folk bliver langtidssygemeldte og bliver inkontinente, hvilket der foreligger dokumentation for. Det store spørgsmål er, om dem, der sidder og beslutter, hvordan vilkårene er for chaufførerne, selv kunne tænke sig sådan en arbejdsdag.
Ifølge kollegaen Finn Wagner er årsagen, at Fynbus har valgt et busselskab, der som udgangspunkt skal spare penge:
- Det er derfor, vi chauffører ofte står med madpakken i hånden og skal vælge mellem den eller et toiletbesøg, fordi der kun er tid til en af delene. Det er minuttyranni, som skyldes, at der kun er fokus på bundlinjen, sagde Finn Wagner.
Således fik de, som sidder på beslutningerne om busdriften på Fyn, fra første hånd serveret det samme frustrerende budskab, som knap 900 af landets buschauffører sendte fra Odense Congress Center for en måned siden.
Her sendte chaufførerne budskabet fra en 3F-undersøgelse videre til politikere og trafikselskaber.
Fagforbundet har foretaget en undersøgelse blandt 2.600 chauffører. Her svarer syv ud af ti, at de ikke kan holde pauser, fordi køreplanerne ikke passer til dagligdagen i trafikken.
Samtidig har halvdelen af chaufførerne oplevet, at deres overenskomstmæssige pause på 25 minutter har været placeret enten i begyndelsen eller slutningen af en vagt.