Buschauffører fra hele landet var i dag samlet i Odense.
Chaufførerne kæmper med et massivt tidspres, fordi køreplanerne ikke tager højde for vind og vejr, omskiftelige trafikforhold og krav til passagerservice.
I en undersøgelse, som fagforbundet 3F har foretaget blandt 2.600 chauffører op til mødet, svarer syv ud af ti chauffører, at de ikke kan holde pauser, fordi køreplanerne ikke passer til dagligdagen i trafikken.
Knap 900 chauffører var mødt op i Odense for at diskutere problemet, fortæller forhandlingssekretær i 3F's transportgruppe, Kim Poder.
Formålet med mødet var at få chaufførernes opbakning til et samlet budskab til politikere og trafikselskaber. Og det fik man i den grad, fortæller Kim Poder.
- Jeg har som 3F-forhandler aldrig nogensinde følt et mandat større, men heller aldrig et større pres på, at der skulle ske noget. Det lyder som en floskel, men vi har folkene bag os. Det, synes jeg, var meget tydeligt i dag. Der var meget stor opbakning til det her, siger han til Avisen.dk.
Håber nogen lytter
Med de mange chauffører bag sig, håber 3F, at der nu er nogen, der vil lytte til chaufførernes problemer.
- Håbet er, at der er nogen, der har lyttet til, hvad der er sket i dag og på den måde, at vi kan komme i kontakt med de politikere og trafikselskaber, hvem det nu end er, der sidder og laver de her stramme køreplaner, og som åbenbart mener, at det tager kortere tid at køre bus igennem Aalborg eller København i dag, end det gjorde for 30 år siden, siger Kim Poder.
Han fortæller, at noget tyder på, at chaufførernes budskab allerede er nået ud til nogen. I hvert fald har han i løbet af dagen fået positive henvendelser, som han dog ikke vil konkretisere nærmere.
- Men det er ikke nok med, at man får en positiv henvendelse, der skal også et positivt resultat ud af det i den anden ende, siger Kim Poder til Avisen.dk.