Ritzau
Opdateret kl. 15:48
Fem mennesker blev dræbt, da en bybus i det vestlige Moskva mandag kørte galt og pløjede ind i en fodgængertunnel.
Ifølge politiet blev fem mennesker dræbt ved det, der i første omgang ser ud til at være en ulykke og ikke en bevidst handling.
Optagelser på tv viser en bus køre ned ad trapperne til en metrostation og ramme flere fodgængere.
Forløbet er endnu ikke klarlagt, men politiet arbejder ud fra to scenarier:
At chaufføren enten mistede kontrollen over køretøjet, eller at bussen forulykkede på grund af en teknisk fejl.
Chaufføren tilbageholdes af politiet og skal udspørges nærmere omkring hændelsen, oplyser politiet ifølge nyhedsbureauet AFP.
Tre personer er blevet bragt til hospitalet, oplyser politiet.
Hændelsen fandt sted nær metrostationen på Slavjanskij Boulevard, som er en af byens hovedfærdselsårer.
Umiddelbart efter hørtes sirener, og to lægehelikoptere ankom for at bringe de sårede til hospitalet.
- Der er døde og sårede, hedder det i et tweet fra Moskvas borgmester, Sergej Sobjanin, som kondolerer alle berørte.
Sobjanin ankom efterfølgende til stedet og fortalte journalister, at han havde beordret en teknisk undersøgelse af samtlige busser i den russiske hovedstad.
/ritzau/AFP