Komikeren Zarganar er fredag blevet idømt en meget hård straf for at kritiserer regimet i Burma for håndteringen af katastrofen efter den tropiske storm Nargis i foråret.
Zarganar, der kun bruger et navn, er blevet idømt 45 års fængsel for sin kritik, der blev reporteret i udenlandske medier, skriver BBC.
Komikeren er den seneste i rækken af modstandere mod regimet i Burma, der bliver idømt lange fængselsstraffe. Over 100 dissidenter er blevet dømt de seneste 14 dage.
Nogle af de dømte har fået fængselsstraffe på helt op til 68 år. Mange af dem var aktive i kritikken af styret i forbindelse med fødevarekrisen i august sidste år.
Zarganar var leder af en gruppe komikere, der lavede private arrangementer, som rejste penge til ofrene for de mange ramte af den tropiske storm Nargis.
Tidligere er munken Ashin Gambira, der stod i spidsen for sidste års opstand mod militærstyret, blevet idømt 68 års fængsel.