Bundesligaens bundhold, VfB Stuttgart, skal på jagt efter en ny cheftræner.
Syv ligakampe inde i sæsonen har klubben skilt sig af med tysk-tyrkeren Tayfun Korkut.
Han har blot formået at hente fem point i sæsonens første syv bundesligakampe, og lørdagens 1-3-nederlag til Hannover 96 blev hans sidste i spidsen for Stuttgart.
Det skriver klubben på sin hjemmeside søndag formiddag.
- Den manglende sportslige udvikling i løbet af sæsonen og de negative resultater har fået os til at tage dette skridt, siger sportsdirektør Michael Reschke.
I august måtte Korkut og hans spillere også se sig slået ud af pokalturneringen af upåagtede Hansa Rostock fra Tysklands tredjebedste række
Tayfun Korkut blev ansat i januar, da Stuttgart ligeledes lå i den tunge ende af tabellen.
Træneren lykkedes da med at få reddet den fallerede storklub væk fra nedrykningszonen, men Stuttgart søger nu en ny redningsmand.
- Det har været et meget svært valg at træffe. Efter den positive afslutning på sidste sæson var vi sikre på, at Tayfun Korkut ville være den rigtige cheftræner for os i denne sæson. Det viste sig ikke at være sådan.
- Det vigtigste er, at vi som ledelse tager ansvar for Stuttgarts fremtid og sportslige udvikling, siger klubpræsident Wolfgang Dietrich om fyringen af cheftræneren.
Den nu fyrede træner nåede at stå i spidsen for Stuttgart i 22 kampe.
Assistenttrænerne Ilija Aracic og Steven Cherundolo er også fortid i Stuttgart.
Andreas Hinkel overtager trænergerningen midlertidigt, mens en permanent cheftræner skal findes.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.