Selv en 39-årig, garvet fodboldspiller kan stadig få et sug i maven før en kamp. I hvert fald, hvis kampen er stor nok.
Sådan en begivenhed er lørdagens Champions League-finale mellem Juventus og Real Madrid, som måske bliver Juventus-målmand Gianluigi Buffons sidste mulighed for endelig at vinde mestrenes turnering.
Efter en lang og succesfuld karriere er en Champions League-titel stort set det eneste trofæ, der mangler på Buffons kaminhylde.
- Jeg føler mig stadig som en lille dreng, selv om jeg er 39. Kampen i morgen (lørdag, red.) er meget vigtig for mig, siger Buffon på et pressemøde i Cardiff, hvor finalen mod Real Madrid skal spilles.
Buffon er blevet verdensmester med det italienske landshold. Han har vundet Uefa Cuppen, otte italienske mesterskaber og en stribe andre titler.
Men de to gange, han har stået i en Champions League-finale, har han tabt: I 2003 tabte Juventus efter straffekonkurrence til Milan, og i 2015 blev det til et 1-3-nederlag til Barcelona.
Derfor vil en sejr over Real Madrid lørdag aften være et absolut højdepunkt efter 16 år i den italienske storklub.
- Jeg har spillet for Juventus i mange, mange år Jeg har fået mere, end jeg har givet. Det vil være den perfekte kulmination. Og folk elsker eventyr.
- Jeg er kommet her til for at slutte kredsen, siger Gianluigi Buffon.
Finalen blev spillet klokken 20.45 lørdag aften på Millennium Stadium i Cardiff.
/ritzau/