Brystkræftsofre behandles vidt forskelligt afhængigt af, hvor i landet de bor.
Bor kvinden i Randers eller Vejle er der meget stor sandsynlighed for, at hun får en brystbevarende operation i stedet for at få brystet fjernet. Derimod er det omvendt, hvis kvinden bor i Hjørring eller København. Det viser tal fra rapporten Danish Breast Cancer Cooperative Group (DBGC)
Men der kan være en naturlig forklaring på de store forskelle i behandlingerne, mener overlæge i Kræftens Bekæmpelse, Iben Holten.
"Selvfølgelig skal der være samme tilbud til kvinder ligegyldig, hvor de bor, men derudover så kan der være en fornuftig forklaring. Det kan være, at de meget store sygehuse har nogle patienter, som måske er lidt vanskeligere," siger hun til Newspaq.
I Hjørring fik 31 procent i 2008 en brystbevarende operation, mens det var hele 73 procent i Randers.
Ifølge Iben Holten hænger valg af operationstype sammen med kirurgens holdning.
"Kvinden har jo selv indflydelse. Men i et eller andet omfang, så er det selvfølgelig også et holdningsspørgsmål hos kirurgen, om hvad, han tror, kan lade sig gøre," påpeger hun.