Østjyllands Politi efterlyser gerningsmændene bag et særligt farligt røveri mod en guldsmed i Århus.
Røveriet blev begået i dag kl. 12.30, hvor to gerningsmænd stormede forretningen bevæbnet med en pistol og en økse.
Det oplyser Østjyllands Politi.
Personale og kunder blev truet med pistolen og beordret ned på gulvet med ordene "get down - get down". Den ene gerningsmand smadrede montrerne med øksen, hvorfra der blev stjålet ure af mærkerne Rolex og Omega, samt smykker.
Gerningsmændene flygtede fra stedet i en stjålen personbil der holdt i nærheden.
Flugtbilen er en koksgrå Audi 80, årgang 1993, reg.nr. BF 31.063 der var stjålet i Aarhus. Bilen er stjålet efter kl. 15.00 i går. Bilen blev her i eftermiddag fundet efterladt i gården til Kannikegade nr. 18 - få hundrede meter fra gerningsstedet - hvorfra gerningsmændenes videre flugtrute indtil videre er ukendt.
Gerningsmændene beskrives som mænd, ca. 30 år, ca. 180-90 cm. talte engelsk med formentligt østeuropæisk accent.
Politiet leder nu efter vidner i sagen. Ring på 8731 1448, hvis du har set noget.