De fleste kan synge med på sange som 'Born in The USA' og 'Streets of Philadelphia,' som er nogle af Bruce Springsteens største hit.
Og netop hans evne til at lave sange til den almindelige amerikaner har gjort ham fortjent til den prestigefyldte Kennedy Centers Honors pris.
Prisen uddeles hvert år til kunstnere, som igennem deres liv har spillet en rolle i amerikansk kultur, skriver Gaffa.
Ved annonceringen af dette års vindere sagde formanden for Kennedy Center, Stephen A. Schwarzman, at Bruce Springsteen modtager prisen, fordi han kender amerikanerne.
"Med sine grovkornede og ærlige sange, der tiltaler gennemsnitlige amerikanere, har Bruce Springsteen altid haft sin finger på Amerikas puls," sagde han.
Skuespilleren Robert DeNiro og instruktør Mel Brooks er også blandt åres prismodtagere, og prisen overrækkes ved en stor gallafest i Washington. Vinderne bliver modtaget af præsident Barack Obama, der tager imod dem i Det Hvide Hus.