Rockikonet Bruce Springsteen gav den gas lørdag aften i Londons Hyde Park, men netop som han havde sunget et par numre med den gamle beatle Paul McCartney, kappede arrangørerne lyden.
Det var til stor forundring for de 65.000 tilskuere.
Springsteen var tæt på at have spillet i tre timer, som han gjorde ved Roskilde Festivalen sidste weekend.
Men "Born in the USA", "Because the Night" og andre af de store numre fra den amerikanske rockstjerne havde lydt en halv time over den grænse, som arrangørerne og Londons myndigheder havde sat for musikken.
Nu blev der hverken tid til at takke McCartney eller de mange tilhørere, og Springsteen og hans E Street Band og den 70-årige ex-beatle forlod i stilhed scenen.
McCartney var kaldt på scenen for at synge "I Saw Her Standing There" og "Twist and Shout".
Guitaristen Steve Van Zandt var ikke i godt lune, da han senere kommenterede lydafbrydelsen på Twitter.
- Helt ærligt, hvornår blev England en politistat?
- Det ødelagde ikke en stor aften, men når jeg jammer med McCartney, så forstyr mig ikke, skriver han.