Den tidligere James Bond-skuespiller Pierce Brosnan vender nu på en tallerken og hylder den nye 007, Daniel Craig.
Pierce Brosnan spillede James Bond i fire film og blev rasende, da han fik at vide, at han ikke længere skulle være en del af holdet bag de traditionsrige Bond-film, fortæller Hollywood.com.
Producerne bag filmene ønskede en James Bond med mindre selv-ironi og mere kant, og fyrede derfor den mere selvironiske charmør Brosnan.
Den nye Bond blev den kraftigt undertippede Daniel Craig, der gjorde alle betænkeligheder til skamme ved at spille James Bond med en hidtil uset vrede og maskulin råhed.
Pierce Brosnan, der så sent som i april sidste år kom med rasende udfald mod James Bond-filmenes bagmænd, har til gengæld kun lovord tilovers for Craigs præstation.
»Daniel Craig er den bedste Bond nogensinde, og det er fortjent. Han var et glimrende valg.«
»Men jeg er stadig stolt af at være en del af Bond-arven.«
Om Roger Moore, Sean Connery, Timothy Dalton og George Lazenby er ligeså begejstrede for Craig som Brosnan, melder historien intet om.