Udviklingen i prisen på Brøndby IF's tegningsretter tyder ikke ligefrem på, at nye investorer har stået i køb for at hjælpe selskabet ud af de økonomiske problemer og tegne aktier.
Klubben kan dog håbe på, at selskabets kreds af bestående aktionærer vælger at gøre brug af de tegningsretter, de er blevet tildelt, hvilket giver ret til at købe en ny aktie à 2 kroner stykket.
Handelsperioden med tegningsretter sluttede mandag, efter at det siden 12. april har været muligt enten at skille sig af med retten til at købe yderligere aktier - eller det modsatte - at købe sig retten til at tegne aktierne til den mere attraktive pris på 2 kroner.
Prisen på selve tegningsretten sluttede mandagen i blot 1 øre, efter at der i løbet af dagen blev handlet 17 millioner tegningsretter.
I en pressemeddelelse udsendt af John "Faxe" Jensen fortalte 12 tidligere spillere, at de køber nogle af de nyudstedte aktier, uden at de i meddelelsen dog anførte beløbet på den investering, de ønsker at foretage.
Brøndby IF's direktør, Tommy Håkansson, udtrykte efterfølgende glæde over støtten fra de tidligere spillere.
- Vi håber, at endnu flere spillere, fans, investorer og aktionærer vil følge trop og investere i Brøndby IF's fremtid, sagde han i en meddelelse.
Mens mandag var sidste mulighed for at købe tegningsretter over fondsbørsen, så slutter tegningsperioden først torsdag den 25. april, hvorefter det skal gøres op, om klubben kan nå minimumprovenuet på 60 millioner kroner.
Klubben har dog i forbindelse med tegningsprospektet tilføjet, at der vil blive brug for yderligere 25 millioner kroner, hvis klubben om en måned rykker ud af Superligaen.
/ritzau/