Med begge målscorerne fra Danmarks EM-triumf anno 1992 på banen formåede Brøndbys old boys-hold i dag at gøre, hvad Superliga-mandskabet synes at have glemt.
De vandt DM-guld.
At titlen så kun gælder spillere på 32 år eller derover betyder nok mindre, når spillerne i aften fejrer titlen.
I finalen besejrede Kim Vilfort, John 'Faxe' Jensen, Ole Bjur, Bent Christensen og en række andre tidligere profiler fra Brøndby og landsholdet modstanderne fra Aarhus, AGF.
Kampen startede ellers i aarhusianernes favør, da Thomas Ambrosius efter 13 minutter havde lavet to mål.
Men så tog hjemmeholdet over.
På scoringer af Søren Krogh, Bent 'Turbo' Christensen og den nuværende sportsdirektør Ole Bjur vandt de blå-gule 3-2.
Kilde: Brondby.com