Brøndby tæt på rekordindkøb i Norge

Brøndby mener det alvorligt med forstærkningerne. Således vil klubben angiveligt betale rekordhøje 16,5 millioner for Anthony Ujah.
Brøndby-truppen kan blive en angriber rigere, hvis det lykkedes at hive Anthony Ujah ind i folden.
Brøndby-truppen kan blive en angriber rigere, hvis det lykkedes at hive Anthony Ujah ind i folden. Foto: Martin Sylvest Andersen

Bordeaux, Metz, Monaco, Lille, Hoffenheim, PSV, Club Brügge og Anderlecht.

Alle klubber, der efter sigende er interesserede i norske Lillestrøms angriber Anthony Ujah.

Men de store klubber kan blive overhalet indenom af danske Brøndby, der ifølge Ekstra Bladet er villige til at give hele 16,5 millioner for Ujah. Og angriberen vil i så fald være klubbens dyreste indkøb til dato.

Ifølge avisen skulle Brøndbys sportsdirektør mandag have været i Norge for at forhandle med Lillestrøm om angriberen. I Lillestrøm bekræfter man, at der er interesserede klubber, men vil ikke være konkrete.

"Vi ved omtrent, hvad forskellige mener. Og andre ved, hvad vi mener, prisen bør være. Dér er vi i hvert fald, men jeg har ikke lyst til at gå længere end akkurat det," siger klubbens formand og direktør, Per Mathisen, til Ekstra Bladet.

Brøndby vil angiveligt tilbyde Ujah en 4-årig kontrakt. Angriberen sammenlignes i Norge med Didier Drogba og har nettet 26 gange i 38 kampe for Lillestrøm.

Kilde: EB

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.