Begge hold havde brug for en sejr, da Brøndby gæstede FC Midtjylland i Herning.
Brøndby havde blot seks point efter seks kampe, mens FC Midtjylland med ni point og blodtømte fingre knugede sig til bundholdene i toppen af tabellen.
Udeholdet startede godt, da Michael Krohn-Dehli efter blot to minutter testede FC Midtjylland-keeper Kasper Jensen. Brøndby dominerede indledningsvist, men langsomt fik FC Midtjylland spillet sig ind i kampen.
Brøndby fik en række hjørnespark, men formåede ikke at omsætte dem til noget. Derefter gik spillet lidt i stå, og da pausesignalet lød, stod det stadig 0-0.
I anden halvleg blev der sat lidt tempo i kampen. Efter en halv time udnyttede Brøndby et øjebliks uopmærksomhed hos midtjyderne til et kontraløb, og Martin Bernburg bankede gæsterne foran 0-1 med et skud fra kanten af målmandsfeltet.
Med 11 minutter igen udlignede Jakob Poulsen for FC Midtjylland, og to minutter senere bragte Sylvester Igboun midtjyderne foran med en flot scoring, som sikrede jyderne sejren.
De tre point giver FC Midtjylland en tiltrængt blodtilførsel, og holdet ligger á point med Sønderjydske på tredjepladsen dog med en dårligere målscore.
Brøndby bliver derimod, hvor de er - kun to point fra nedrykningsstregen.