Der skal spares penge til næste år i Brøndby - mange penge. Det ser ud til, at klubben må fyre hver fjerde administrative medarbejder. Bestyrelsesformand Per Bjerregaard er flov over udviklingen.
"Som bestyrelsesformand kan jeg kun være utilfreds og flov over, at vi må komme med sådan en nedjustering. Det er helt utilfredsstillende," siger Per Bjerregaard til Brøndbys web-TV.
Hver fjerde i Vestegns-klubbens kontorer skal spares væk i, men den mere sportslige del af klubben skal også på kur. Der skal i alt spares hele 15 procent fra den del af kagen.
Brøndbys alfader er dog også optimist, og han peger på de kolonner i regnskabet, hvor der ikke er røde tal.
"Det er belastende, at Superligaholdet halter. Men der ligger en stor fremtid i, at det går godt i ungdomsrækkerne, hvor vi har mange spillere på landsholdene og et overskud," siger Bjerregaard, som ser frem mod det nye år.