Mon ikke mange teenage-piger har fået lidt stof til eftertanke efter at det store ungdomsidol, Britney Spears, torsdag aften præsenterede sig på endnu en afvænningsklinik, den tredje på en uge.
Begivenheden er blot den seneste udvikling i pop-sangerens til stadighed mere besynderlige tilværelse, som har budt på en række opsigtsvækkende optrin den seneste tid. I weekenden klippede hun sig selv skaldet og fik to tatoveringer, mandag tjekkede hun ind på en afvænningsklinik med blond paryk blot for at forlade stedet dagen efter. Onsdag gentog hun så bedriften og lod sig atter indlægge – og stak af dagen efter.
Hvis historien har en tendens til at gentage sig, vil den skaldede Britney Spears altså forlade den nyeste afvænningsklinik igen fredag.
Vi venter i spænding.