Engang var hun hele verdens popprinsesse. En rutchebanetur af skandaler senere kæmper detroniserede Britney Spears for sit andet comeback-forsøg i sit blot 25-årige liv.
Spears forhandler om at optræde ved tv-prisuddelingen Primetime Emmy Awards på den store amerikanske tv-kanal Fox søndag. Den nyhed kommer blot en uge efter, at hendes præstation med det nye nummer Gimme More ved en anden højprofileret prisuddeling - MTV Video Music Awards - blev brutalt slagtet af et næsten enigt amerikansk anmelderkorps og endda også diverse kendiskolleger.
Spørgsmålet er, om stjernen, der brød igennem med Hit me baby one more time , kan holde til flere slag i offentligheden. Hvis hendes optræden på Fox tv bliver en realitet, er oplægget fra tilrettelæggerne, at hun skal gå langt mere ydmygt til værks end i sin første udskældte tv-optræden.
- Ideen er, at hun skal komme og undskylde for sin præstation ved Video Music Awards. Hun overvejer tilbuddet, siger en kilde tæt på Spears til Usmagazine.com.
Forhandlingerne er ikke officielt bekræftet.