Den 25-årige sangerinde Britney Spears er fast besluttet på at vende tilbage på toppen af poppen med et brag. Og det skal være et brag, der kan høres.
Britney Spears har i snart tre år ikke udgivet ny musik. Til gengæld har hun været særdeles aktiv i de kulørte blade. Her har man kunnet følge hendes vilde liv som langtidsledig og på barsel.
Spears har været igennem to ægteskaber, en skilsmisse, en separation og har fået et barn.
Derudover har hun festet godt igennem med veninderne Paris Hilton, Lindsay Lohan og Nicole Richie. Når de altså ikke lige var uvenner.
Men nu er hendes orlov fra pop-branchen slut, for hun har fået nok af at være falleret pop-stjerne og sladderspalternes og paparazziernes yndlings-mål.
Britney er gået i gang med et nyt album, og denne gang har hun indkaldt de distingverede britiske pop-arkitekter Pet Shop Boys til sin assistance.
En kilde fortæller Lse.co.uk:
»Hun hørte de remix, de havde lavet for Madonna, og de blæste hende omkuld. Hun håber, at de også kan væve noget af deres magi ind i hendes numre.«
Britney Spears’ comeback album skulle ifølge folk tæt på hende ikke være deprimerende navlepilleri, men opløftende popmusik.
»Hun er fast besluttet på, igen at være den kvindelige popstjerne nummer et.«