Den amerikanske sangerinde Britney Spears blev buh’et af scenen, da det blev pinligt klart for publikum, at hun mimede til sine egne sange.
Den amerikanske skandale-orkan gav koncert i Florida i lørdags, hvor den cd-afspiller, der sørgede for musikken, pludselig begyndte at hakke. Derved blev det afsløret, at hun ikke sang overhovedet.
En kilde fortæller til TMZ.com:
»Det var et grimt øjeblik. Publikum begyndte at huje og råbe af hende. Britney så helt knust ud. Da cd’en begyndte at hoppe i sangen ’Do Something’, gemte Britney sit ansigt og vendte ryggen til. Da problemerne var overstået vendte hun sig rundt, og det så ud som, at hun var ved at kaste op.«
Hundredevis af fans havde stået i kø i timevis for at se koncerten. For de bedste pladser var billetprisen på over 1.000 danske kroner.
Efter katastrofen oplevede Britney flere problemer, da hun ’rullede rundt på jorden med et ødelagt headset’.