Den britiske sværvægtsbokser Kash Ali havde hentet lige lovlig meget inspiration fra Mike Tyson, da han lørdag aften var i ringen mod landsmanden David Price.
Kampen blev stoppet i femte omgang, da Kash Ali bed Price i maveskindet og efterlod tydelige tandmærker.
Det bragte minder frem om Mike Tysons berømte og berygtede bid, som i 1997 kostede Evander Holyfield en stump øre.
Flere gange i kampen mellem Ali og Price, som var berammet til ti omgange, bed Kash Ali sin modstander omkring skulder- og halsregion.
Price appellerede flere gange til kamplederen om, hvad Ali havde gang i, men trods flere henstillinger stoppede Kash Ali ikke sin bidske opførsel.
I femte omgang lænede han sig så meget frem mod David Price efter et have modtaget et par hårde træffere, at Price faldt på halen med Kash Ali ovenpå sig.
Med hovedet placeret på landsmandens mave satte Ali det bid ind, som efterlod så tydelige tandmærker, at kamplederen diskvalificerede ham.
Dermed kunne David Price efter at have sundet sig række armene i vejret efter en noget prekær sejr.
/ritzau/