Ritzau
Opdateret kl. 08:45
Den britiske skuespiller Tom Wilkinson er død - 75 år gammel. Det oplyser familien ifølge mediet Sky News.
- Det er med stor sorg, at Tom Wilkinsons familie meddeler, at han pludselig døde i hjemmet den 30. december. Hans kone og familie var sammen med ham.
- Familien beder om privatliv i denne tid, skriver familien i en udtalelse.
I løbet af sin karriere blev Wilkinson nomineret til to oscarstatuetter og var nok mest kendt for sin rolle i komedien "The Full Monty" - på dansk "Det' bare mænd" - fra 1997.
I år fik filmen en seriefortsættelse, hvor Wilkinson endnu en gang var at finde på rollelisten.
I filmen, hvor man følger en gruppe arbejdsløse mænd, der beslutter sig for at starte deres eget stripshow for at tjene penge, spillede han karakteren Gerald Arthur Cooper.
"The Full Monty" vandt en Oscar for filmens musik. Tom Wilkinson vandt desuden en Bafta, som er en af de mest prestigefyldte filmpriser i Storbritannien.
Tom Wilkinson blev desuden nomineret til to oscarstatuetter som følge af hans præstationer i filmene "In the Bedroom" og "Michael Clayton" i henholdsvis 2002 og 2008. Sidstnævnte har den amerikanske skuespiller George Clooney i hovedrollen.
Den britiske skuespiller medvirkede også i film som "The Grand Budapest Hotel" fra 2014 og "Batman Begins" fra 2005.
På seriefronten har Wilkinson blandt andet spillet med i "Belgravia", "Watership Down" og "The Kennedys", hvor han portrætterede Joseph P. Kennedy, som var far til blandt andre den tidligere amerikanske præsident John F. Kennedy.
Selv indtog Wilkinson det store lærred som præsident, da han spillede Lyndon B. Johnson i filmen "Selma" fra 2014.
Tom Wilkinson blev gift med den britiske skuespiller Diana Hardcastle i 1988. Sammen fik de to døtre.
/ritzau/