TV 2-værten Heidi Frederikke Sigdal har længe været et kendt ansigt på fjernsynsskærmene hjemme i stuerne - senest som vært på "Go' Morgen Danmark", hvor hun har arbejdet de sidste syv år.
Men nu har hun valgt at sige farvel til programmet og til TV 2. Det afslører hun på Instagram.
- Jeg har været en del af det her hus og den her kanal i 17 år. Og det har betydet, at de dejligste, dygtigste og mest ærgerrige mennesker har præget mit arbejdsliv i lige så lang tid, skriver hun til billedet på Instagram.
Billedet er taget i garderoben efter hendes allersidste udsendelse.
- Det er ikke nødvendigvis kønt. Men det er ægte. Og det er derfor, det er det, der ryger på det her post. Fordi min kærlighed til det her program er ægte. Og fordi min taknemmelighed til TV 2 er ægte, skriver den 45-årige vært.
Tv-værten vil nu bruge alt sin tid på sin egen virksomhed, og derfor bliver hun nødt til at sige farvel til tv-kanalen.
- Nu afmønstrer jeg glad, stolt og taknemmelig for at bygge videre på min egen drøm og min egen virksomhed, som de seneste fire år har vokset sig stor og stærk, skriver hun i opslaget.
Heidi Frederikke Sigdal blev uddannet som journalist fra Syddansk Universitet tilbage i 2003. Efterfølgende har hun arbejdet på både P4 Sjælland, TV 2 Sporten og senest på "Go' Morgen Danmark", hvor hun har arbejdet de seneste syv år.
- Jeg skulle have været en del af butikken i et barselsvikariat på et år. Det endte med syv. Og det siger vel i virkeligheden det hele, skriver hun i opslaget om sin tid på "Go' Morgen Danmark".
/ritzau/
Af Laura Pretzmann, Ritzau Fokus