Den konservative britiske finansminister, George Osborne, har nu løftet sløret for besparelserne på de offentlige budgetter, som venter briterne de kommende år. Der er lagt op til en hestekur af rang med besparelser på 83 milliarder pund.
Nogle af dem, der mærker sparekniven, er politiet, der får skåret fire procent af budgetterne hvert år frem til 2014-2015. Samlet set vil Indenrigsministeriet og Justitsministeriets budgetter falde med seks procent årligt i den samme periode. Det oplyser Sky News.
Finansministeren betegnede spareøvelsen som "uundgåelig" og angreb den tidligere Labour-regering for ikke at have nogen plan for at komme underskuddet til livs.
George Osborne gjorde opmærksom på, at selvom der er besparelser i gang, så vil der alligevel være stigende offentlige udgifter frem mod 2015 på grund af rentegæld.
"Det tager tid at vende gældssupertankeren," konstaterede finansministeren ifølge Sky News.
I øvrigt må Dronning Elizabeth og hendes familie også holde for. Støtten til de kongelige falder med 14 procent i 2012-2013.