Han har vundet næsten fem etapesejre hvert år i Tour de France siden 2008. Så der er ikke noget at sige til, at Brian Holm gerne vil have den følsomme sprinter med på sit nye hold.
Det kan ellers blive et hårdt break up for makkerparret Holm og Cavendish, når Brian Holm skifter til det belgiske cykelhold Quick Step. Men nu åbner sportsdirektøren op for, at Cavendish kan komme med. Det skriver Sporten.tv2.dk.
"Ja, selvfølgelig. Han er ligesom garant for succes under Tour de France. Han vinder jo de her fire-fem etaper hvert år, det er jo altid en fornøjelse. Men vi er jo heller ikke gift med hinanden," siger Brian Holm til sporten.tv2.dk.
De to har dog et meget tæt forhold, som de har opbygget under tiden på cykelholdet HTC-Highroad. Et hold som må lukke efter nytår på grund af manglende sponsorere.
Om Mark Cavendish også vil følges med Brian Holm til Quick Step er endnu uvist.