Brian Holm står med det ene ben ude af Tour de France. Bare én advarsel mere fra tourledelsen vil nemlig sende den danske sportsdirektør for HTC Highroad hjem, skriver Ekstra Bladet.
Brian Holm har allerede reddet sig to advarsler for at hjælpe sine ryttere lidt for meget, og i år er reglerne strammet, så advarslerne for det første sidder løsere og for det andet udløser et rødt kort, når man har tre af slagsen.
"Det er rigtigt, at jeg ryger ud af butikken, hvis det sker en tredje gang. Så vil der være to danskere, der er røget ud af Touren, nemlig Kyllingen og mig. Og vi vil begge hævde, at vi er uskyldige," siger Brian Holm spøgefuldt til Ekstra Bladet.
Men med to tredjedel af advarselskvoten opbrugt knap halvvejs i løbet erkender Brian Holm dog situationens alvor.
"Jeg skal passe meget på. Jeg har set større forbrydelser i min tid, men det er ikke noget at brokke sig over. Vi skal selvfølgelig følge reglerne," siger Brian Holm til Ekstra Bladet.