Siden 2004 har USA overvåget området omkring sin ambassade på Østerbro i København. Overvågningen er foregået fra selve ambassaden og fra en lejlighed overfor ambassaden. Det har PET i dag orienteret om.
Og overvågningen får hverken de konservative eller socialdemokraternes retsordførere til at stille yderligere krav i sagen.
"De har fulgt de spilleregler, der er her i landet. Og man har bedt ambassaden redegøre for sagen, og her siger de 'vi følger naturligvis de danske spilleregler til punkt og prikke'. Og det gør de," siger Tom Behnke til Newspaq.
"Der er ingen grund til at piske en stemning op. Jeg har hele tiden sagt, at de ikke foretager sig noget ulovligt - og det gør de altså heller ikke," fortsætter han, og bliver pakket op af socialdemokraterne.
"Nu har PET sendt en redegørelse, og det må vi så tage til efterretning. Jeg har det sådan, at det ville være mærkeligt, hvis man ikke havde kendt til den overvågning, der øjensynligt har fundet sted. Derfor er det fint, at der nu er kommet klarhed i sagen," siger Karen Hækkerup, der er retsordfører for Socialdemokraterne.
Karen Hækkerup har tillid til, at PET griber fat i amerikanerne, hvis overvågningen kommer i clinch med dansk lovgivning.
"Jeg har ingen problemer med, at amerikanerne har særlige sikkerhedshensyn i forbindelse med deres ambassade. Både danske og amerikanske interesser er høje mål på terrorlisterne, og den amerikanske ambassade er et højt mål for terroristerne. Det er fint, at man har sikkerhed og samarbejder med PET, så længe lovgivningen overholdes," siger retsordføreren.
Dermed kommer Socialdemokraterne ikke Enhedslisten i møde. Venstrefløjspartiet har krævet en tilbundsgående undersøgelse af overvågningen.
"Det ambassaden har gjort, det er præcis det, du og jeg også gør. Hvis der sker noget udenfor vores hus, så kigger vi ud af vinduet og siger 'gad vist, hvad det er, som foregår'," slutter Tom Behnke.