En 26-årig mand fra Aalborg er søndag blevet varetægtsfængslet efter natten til lørdag at have gennembanket sin 40-årige hustru.
Den 40-årige kvinde blev indlagt på Aalborg Sygehus lørdag formiddag med brud på bækkenet og et håndled. Hun er blevet slået og sparket voldsomt, oplyser Nordjyllands Politi.
Overfaldet sket i parrets hjem i Aalborg, men politiet har endnu ingen kendskab til baggrunden for volden.
Kvinden er stadig indlagt på sygehuset, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Bent Højgaard.
"Hun har det efter omstændighederne godt. Der er ikke noget livstruende, men hun er stadig indlagt med brud på arme og ben," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
Ved grundlovsforhøret søndag nægtede den 26-årige mand sig skyldig og sagde, at han havde været beruset og ikke kunne huske noget. Han skal dog sidde varetægtsfængslet i fire uger - en kendelse, han ikke kærede.
Fængslingen sker af hensyn til politiets videre efterforskning. Politiet mangler fortsat at afhøre flere vidner, der var til stede i parrets hjem, inden volden fandt sted.
Politiet sigter den 26-årige mand for at overtræde straffelovens paragraf 245 om vold "af særlig rå, brutal eller farlig karakter".
Straffelovens § 245:
"Den, som udøver et legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter eller gør sig skyldig i mishandling, straffes med fængsel indtil seks år. Har et sådant legemsangreb haft betydelig skade på legeme eller helbred til følge, skal dette betragtes som en særlig skærpende omstændighed."