Det britiske olieselskab BP har droppet deres planer om at suge olie op fra Grønlands undergrund.
I hvert fald vil selskabet ikke melde sig i kampen om en licens til at undersøge de underjordiske muligheder i Grønland. Eksperter vurderer, at selskabet er bange for en katastrofe som den, der i april ramte en dyb boring i den Mexicanske Golf. Det skriver den engelske avis The Guardian.
Meldingen fra BP kommer samtidig med, at et andet britisk olieselskab, Cairn, mener at have fundet gas i farvandet ud for Grønland, hvilket tyder på, at der også er olie.
Den britiske energigigant har ellers traditionelt været kendt som en pioner inden for oliebranchen med boringer nye steder i lande som Rusland og Angola og ikke mindst verdens dybeste boringer i den Mexicanske Golf.
Men det månedlange udslip og de enorme miljømæssige konsekvenser ud for USA's sydlige stater har fået selskabet til at skrue ned for charmen og for ambitionerne.
Kilder fortæller til the Guardian, at både det grønlandske hjemmestyre og BP var enige om, at det britiske energiselskab ikke skulle melde sig på banen af interesserede, når der i denne uge skal fordeles licenser.