Det er næsten tre uger siden, vi satte vores kryds til kommunalvalget, men det betyder ikke, at alle landets borgmesterkæder har fundet deres rette hals.
Mandag fik først Holstebro og senere Helsingør ny borgmester efter nogle spektakulære kup. Begge gange gik det ud over en konservativ borgmester, skriver jp.dk.
I Helsingør må Per Tærsbøl, der tidligere er blevet truet af Dansk Folkeparti, aflevere nøglen til borgmesterkontoret. En nøgle han ellers har haft i 16 år.
Venstre-manden Johannes Hecht-Nielsen er nemlig hoppet fra aftalen med Venstre, Dansk Folkeparti og en lokalliste og bliver selv ny borgmester med støtte fra Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten.
Forvirret? I Holstebro er det endnu værre.
Her har socialdemokraten H.C. Østerby erobret magten - blandt andet med Venstres hjælp - fra de konservatives John Thorsø, som i øvrigt kuppede sig til posten ved sammen med S og SF at gå i mod den siddende Venstre-borgmester, Arne Lægaard.
"Jeg har netop talt med H. C. Østerby. Han fortalte, at vi ikke længere har en aftale, og at han selv vil gå efter borgmesterposten," siger John Thorsø til Dagbladet Holstebro-Struer.
Nu har Socialdemokraterne altså trukket sig fra aftalen - hvilket ellers er stik imod, hvad den nye borgmester, H. C. Østerby, gav udtryk for i et interview med TV Midtvest i onsdags.
"Jeg har en god aftale. Det er den, jeg forholder mig til. Det kan ikke komme på tale at skifte borgmester i Holstebro. Konservative John Thorsø er borgmester de næste fire år," sagde han.
Ifølge avisen er alle partier - med undtagelse af de konservative - med i den nye aftale.
De nye borgmestre overtager officielt deres poster - hvis de altså får lov til at beholde dem - den 1. januar.