450.000 kroner har Roskildes borgmester Poul Lindor Nielsen (S) i år betalt et konsulentfirma for at rekruttere tre nye kommunechefer.
Den investering møder kritik fra pædagogerne i en tid, hvor kommunen gennemfører omfattende besparelser på institutionsområdet.
Læs hele artiklen: Kommuner bruger millioner på at hyre chefer
"Hvis pædagogerne venligst vil passe deres arbejde, passer jeg mit," svarer Poul Lindor Nielsen, som fastholder, at investeringen er fornuftig.
Var aldrig i tvivl
"Vi var overhovedet ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at vi skal bruge en konsulentvirksomhed til opgaven," siger han.
"Der var tale om, vi skulle hyre tre chefer til vores virksomhed, der omsætter for fem milliarder kroner. Set i det lys står beløbet rigeligt mål med gevinsten," siger Poul Lindor Nielsen og fremhæver en række fordele ved at benytte Mercuri Urval.
Bl.a. siger han, at rekrutteringsbureauet udfører et stykke manuelt arbejde, som kommunens medarbejdere dermed blev sparet for.
Chefkonsulent Jakob Tietge i erhvervsorganisationen Dansk Erhverv siger, at det betaler sig at hyre rekrutteringsbureauer.
"Kommunerne ved, at det ville være frygtelig dyrt selv at etablere en rekrutteringsafdeling med specialister, der kan finde de rigtige nøglepersoner, så man undgår kostbare fejlansættelser," siger han.
Hemmmelig database
Poul Lindor Nielsen fortæller, at en anden fordel er, at attraktive kandidater, som besidder chefstillinger i andre organisationer, har ladet sig indskrive i en hemmelig database, som kun rekrutteringskonsulenterne har adgang til.
Borgmesteren er lydhør overfor kritikken af, at kommunen hyrer eksterne konsulenter til opgaver, som kommunens flere tusinde medarbejdere selv kunne løse.
Vi bruger årligt 16 millioner kroner på konsulentbistand, og vi er indstillet på at se på, om vi har medarbejdere, der selv kan løse nogle at opgaverne," siger Poul Lindor Nielsen.