Den danske skuespiller Pilou Asbæk modtager mandag aften den eftertragtede Shooting Star-pris ved filmfestivalen i Berlin.
Dermed indskriver han sig i en lang række af danske skuespillere og skuespillerinder, som tidligere har kunnet bruge prisen til at give karrieren et skud adrenalin.
"Thure Lindhardt, Nikolaj Lie Kaas og Iben Hjejle har jo tidligere fået prisen," konstaterer Michael 'CineMadsen' Madsen.
Han er i Berlin for at følge festivalen. Herfra blogger han til Avisen.dk.
Pilou Asbæk kender de fleste nok fra tv-serien Borgen, hvor han spiller hårdkogt spindoktor. Men hovedårsagen til den fine hæder i den tyske hovedstad skal findes i hans rolle som indsat i fængselsdramet 'R'. En rolle der allerede har sikret Asbæk både ros og priser.
Shooting Star-prisen uddeles til ti af Europas mest lysende filmtalenter.
Aftenens hæder skal bruges til at fremme Asbæks karriere, men det er faktisk ikke dét, som talentet fokuserer på, fortæller CineMadsen.
"Da jeg talte med Pilou tidligere i dag, fortalte han, at han faktisk mest af alt er glad for det netværk, han har fået sammen med de andre Shooting Stars fra hele Europa. 'Nu har jeg altid et sted at sove i England, Tyskland og Frankrig,' som han sagde," lyder det fra CinaMadsen, netop som han er på vej ind i biografmørket.