To af de senere års mest fejrede komiske karakterer, den overivrige hiphopper Ali G og den pinligt ignorante kasakher Borat, er væk for stedse. Det fortæller skuespilleren bag, Sacha Baron Cohen, med en vis beklagelse i sin let omskiftelige stemme.
- Da jeg var Ali G og Borat, måtte jeg af og til blive i rollen 14 timer ad gangen, og jeg kom til at elske dem. Så at erkende over for mig selv, at jeg aldrig mere skal spille dem, er temmelig trist, siger Cohen til The Daily Telegraph.
Han opgiver Borat-figuren, fordi den fordomsfulde og kvindeundertrykkende huleboer – efter at være blevet filmatiseret – er blevet for kendt. Folk kan simpelthen ikke narres længere.
Og så er der ingen grund til at beholde ham. Heller ikke selvom det altså gør ondt:
- Det er som at sige farvel til en elsket. Det er hårdt og problemet med succes, selvom det er fantastisk, at når endnu en ser ’Borat’-filmen, er der én mindre, som jeg kan narre med Borat igen.
Det vides ikke, hvilke karakterer britiske Sacha Baron Cohen planlægger at udsætte ikke mindst amerikanerne for næste gang.