U2’s frontmand Bono prøver nye karrieremuligheder af. Han skal være redaktør på modebladet Vanity Fair i juli, hvor bladet sætter fokus på Afrika.
Bono har igennem mange år været en prominent fortaler for, at verdens rigeste lande skal eftergive verdens fattigste lande gælden. Derfor forventer man, at det ikke er mode-reportager fra gaderne i Dar es Salaam og Nairobi, der kommer til at optage spalteplads, men til gengæld artikler, der sætter fokus på Afrikas problemer.
Afrika er i øjeblikket hårdt ramt af aids-epidemi og kontinentet kæmper et gigantisk fattigdomsproblem og udenlandsgæld.
Initiativet er en del af Product Red-kampagnen, som forsøger at skaffe penge til humanitære projekter i Afrika ved at samarbejde med store firmaer.
Det vil være anden gang at Bono får opgaven som redaktør. Sidste år var den 46-årige rockstjerne gæste-redaktør på avisen The Independent.