Bonnichsen: PET-lækage truer vores sikkerhed

Lækagen i PET i sagen om Henrik Sass Larsens (S) sikkerhedsgodkendelse er en trussel for Danmark, vurderer tidligere PET-chef.
Det kan kun være kilder tæt på efterforskningen, som lækker oplysninger til medierne, vurderer tidligere PET-chef.
Det kan kun være kilder tæt på efterforskningen, som lækker oplysninger til medierne, vurderer tidligere PET-chef. Foto: Kim Agersten / POLFOTO

Det er hverken Sass Larsen eller rockeren Suzuki-Torben, der udgør den største sikkerhedsrisko for kongeriget Danmark.

Ifølge tidligere PET-chef, Hans Jørgen Bonnichsen, så er lækagen i Politiet Efterretningstjeneste, PET, til medierne det største problem.

"Den største sikkerhedsrisiko er de kilder i nærheden af PET's efterforskning, som lækker informationer til pressen. Jeg ved ikke hvor kilden er placeret, men det kan kun være kilder tæt på PET's efterforskning," siger Hans Jørgen Bonnichsen til Newspaq.

Udmeldingen kommer efter, at TV2 har fået oplysninger om, at Sass Larsen er blevet overvåget inden mødet med rockeren. Tidligere har Ekstra Bladet fået oplysninger fra "centrale efterretningskilder" om, at politikeren blev aflyttet på sin telefon. Senere har avisen også fået oplyst, at en PET-agent rent fysisk overvågede mødet mellem politikeren og rockeren på cafeen i Køge.

Lækagen i PET forværrer danskernes sikkerhed ifølge den tidligere chef.

"En efterretningstjeneste er totalt afhængig af, at man kan hemmeligholde informationer. Og agenter og fremmede efterretningstjenester ligger meget mærke til, om man er i stand til det," forklarer han og vurderer, at "PET's øjne og ører kan blive sløret ved at lækker den slags ting, og det har betydning for din og min sikkerhed."

Helt konkret kan andre landes efterretningstjenester ikke kan stole på PET, når der slipper oplysninger ud.

"Hvis man har en efterretningstjeneste, som har personer, der lækker informationer til pressen, så er det ensbetydende med, at fremmede efterretningstjenester ikke vil levere information til en usikker efterretningstjeneste. Man saver den gren over, som man sidder på," forklarer Hans Jørgen Bonnichsen.

Selv er Henrik Sass Larsen chokeret over de nye oplysninger i sagen.

"Jeg foretager mig aldrig noget ulovligt og har aldrig gjort det, og forstår overhovedet ikke, hvorfor jeg skulle blive overvåget af efterretningstjenesten. Det er jeg faktisk ret chokeret over," siger Henrik Sass Larsen til TV2.

Senere fik PET's oplysninger om Sass Larsen Helle Thorning-Schmidt til at dumpe den tro følgesvend i den sikkerhedsgodkendelse, som er nødvendig for at blive minister.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.