Han minder mest af alt om en forvokset Emil fra Lønneberg.
Frank Erichsen - evigt smilede, jysk storcharmør - har med sin uldsweater og arbejderkasket braget gennem mediemuren og gjort høstakke, traktorbrummen og livet som selvforsynende landmand toppopulært.
Og nu bliver 'Bonderøven' far igen. Det skete i sidste uge, skriver Ekstra Bladet.
DR-seerne, som følger med hver søndag, har allerede lært konen Theresa og sønnen Johan at kende. Men nu lander storken med en lille pige til husmandsstedet Kastanjegården i den lille flække på Djursland, hvor Bonderøvsfamilien holder til.
Det alternative landmandsleben har tiltrukket så mange seere over de seneste fire sæsoner, at tv-programmet nu flytter fra nicheforetagendet DR2 til hovedkanalen DR1.