Klaus Bondam er efter aftenens hastemøde blandt de radikales medlemmer i København stadig partiets borgmesterkandidat.
Selv om der har været skarp kritik af hans aftale om en borgmesterpost med Dansk Folkeparti og Venstre.
Det siger gruppeformand Manu Sareen til flere medier. Og fastslår, at han ikke vil kræve, at de radikale konstituerer sig på ny med andre partier.
"Vi kan ikke spole aftalen tilbage. Og det ville også være ganske utroværdigt, synes jeg," siger Manu Sareen til Politiken.
Tidligere på dagen fastslog Bondam, at han var klar til at ofre sig for gruppen, hvis de ikke længere har tillid til ham efter nattens forhandlinger med Dansk Folkeparti.
"Min person skal på ingen måder stå i vejen for de radikales indflydelse på Københavns Rådhus. Det er helt sikkert og vist," sagde Klaus Bondam til Nyhedsbureauet Newspaq.
Men hans partifæller valgte altså at beholde ham som kandidat.
Da stemmerne var talt op sent onsdag, havde Klaus bondam fået 2.387 stemmer, mens Manu Sareen fik 7.955 og blev radikal topscorer.